Workshop på Danmarks Mentale Sundhedsdag i uge 41:
"Bæredygtige arbejdsliv med indiansk livsvisdom"

Velliv Foreningen står bag initiativet Danmarks Mentale Sundhedsdag, som i år afholdes den 8. oktober. Virksomheder kan søge støtte  på op til 10.000,- til at afholde et arrangement, som støtter op om den mentale sundhed på arbejdspladsen. I den forbindelse har jeg skræddersyet en workshop, som har fokus på at arbejde videre med de erfaringer om indretningen af arbejdslivet, som mange virksomheder har gjort sig under Corona-krisen. 





Der er ansøgningsfrist den 28. august.


Workshop: Bæredygtige arbejdsliv med indiansk livsvisdom


Corona-krisen har bragt mange udfordringer med sig. Men krisen har også vist nye veje - ikke mindst for vores måde at indrette arbejdslivet på. Måder, som fremmer den mentale sundhed hos den enkelte medarbejder. Vel at mærke uden at gå på kompromis med kvalitet og effektivitet. Krisen har skærpet vores fokus på at skabe bæredygtige arbejdsliv.


Indianerne levede et bæredygtigt liv. Et liv i pagt med naturen - med respekt for naturens cyklus. De vidste, at vi har brug for vinterens mørke, restitution og hvile, før vi kan så frø og lade dem spire og gro om foråret. Sommeren var tid til aktivitet og handling og til at komme ud over stepperne. At passe og pleje afgrøderne. Om efteråret kunne indianerne høste frugterne af de frø, de såede om foråret, og de kiggede tilbage på året og værdsatte årets høst og erfaringer. De vidste at det var nødvendigt at tage afsked med året, før et nyt år kunne begynde. For indianerne var det tydeligt at alting har en cyklus og de levede med respekt for den cyklus. De vidste at vi er en del af naturen, ikke afskåret fra den. 


Det kan vi lære af. Som mennesker og som organisationer. Vi kan med fordel lade os inspirere af indianernes filosofi om at leve et bæredygtigt liv. Sæt scenen for jeres post-corona agenda med inspiration fra indianernes livsvisdom: Sæt jer om bålet og udforsk de muligheder, som krisen byder på. Stil visionære og livgivende spørgsmål. Lad jer guide af naturen og bliv inspireret til at sætte en mere bæredygtig agenda for arbejdslivet i jeres organisation. 


Heldagsworkshop: Naturmøde om det bæredygtige arbejdsliv


Workshoppen foregår udendørs. Jeg faciliterer processen, hvor I arbejder med at skabe bæredygtige arbejdsliv i jeres organisation. I løbet af workshoppen arbejder I med enkle indianske værktøjer, som fremmer refleksion og fordybelse og I vil opleve, at I lytter opmærksomt til hinandens indsigter. 


Det er vigtigt at stille de rigtige spørgsmål. Før workshoppen hjælper jeg jer med at finde de spørgsmål, som passer til jeres virkelighed. Det kunne være spørgsmål som disse:


  • Hvordan sikrer vi, at vi bliver ved med at arbejde med den agile struktur, vi har arbejdet med i krisen?
  • Hvordan skaber vi rum fremover for den kreativitet, vi har lagt for dagen?
  • Hvordan skaber vi energi og mentalt overskud i en travl hverdag?


Praktisk

Workshoppen kan holdes hos jer, hvis I har egnede udendørs faciliteter. Den kan også holdes på Kragerup Gods tæt på Slagelse, hvor der er gode udendørs faciliteter og frokost, som er tilpasset til Danmarks Mentale Sundhedsdag.

Max. antal deltagere: 12 pr. workshop.

Workshops afholdes på Sjælland i uge 41. 

Prisen for en heldagsworkshop på Danmarks Mentale Sundhedsdag er 10.000,- + eventuelle udgifter til venue.


Om Ann Iversen

Jeg kombinerer min viden og erfaring med klassisk ledelses- og organisationsteori, indiansk livsvisdom og undervisning og facilitering. Min force er at skabe et rum mellem himmel og jord, hvor jeg faciliterer processen og stiller de gode spørgsmål, som får deltagerne til at lande vigtige pointer. 


Kontakt Ann Iversen på tlf. 24293377